
Vinderprojekt i indbudt totalentreprisekonkurrence. Idrætsanlægget ligger på en meget central grund i Måløv, og skaber med sine flotte landskabelige omgivelser et indbydende samlingssted for forskellige fritidsaktiviteter, indendørs såvel som udendørs. BBP har tilføjet en ny halbygning med tilhørende servicefaciliteter på ca. 2000 m² til det eksisterende anlæg og placeret den således, at der opstår et nyt centralt uderum med en stærk identitet, en gårdhave i to niveauer, der kan danne ramme om forskellige fritidsaktiviteter ophold, leg mv.
Det nye bygningsanlæg er udformet med et formsprog, der på samme tid tilpasser sig det eksisterende og skaber en tidssvarende fornyelse i det arkitektoniske udtryk, så der opstår en helhed. Det nye bygningsafsnit opføres i rød tegl svarende til det eksisterende anlæg. Indvendigt fremstår selve hallen med vægge af glatte lysegrå betonelementer. Gulv, ribber og akustisk regulerende felter i hallen er udført af lyst træ. Gulvet i cafe´og gang er rød linoleum. Bygherre: Ballerup Kommune, realiseret 2003.