BBP har udarbejdet helhedsplan for fremtidig udvidelse af Albertslund Idrætsanlæg og har projekteret 1. etape, som består af en multihal samt foyer med ny hovedindgang til anlægget. Multihallen skal fungere som opvisningsarena ved kultur- og sportsbegivenheder, samt rumme baneareal til diverse fritidsaktiviteter - herunder bl.a. håndbold, basket, badminton samt springgymnastik. Hallen er forlænget med et modul i den nordlige ende, hvor der er plads til springgrav og opvarmningsareal. Hallen har en frihøjde på 8 m og kan opdeles i mindre sektioner, så der kan foregå flere forskellige aktiviteter samtidig.

Materialevalget og arkitekturen tager afsæt i eksisterende bygninger, hvor den gennemtrængende rødbrune mursten nyfortolkes i multihallens facadebeklædning med teglrøde plader på klink. Foyerarealet fremstår lyst og åbent med store vinduespartier, som henvender sig ud mod det udendørs grønne areal og giver en glidende overgang mellem inde og ude. Teglrøde metalskodder fungerer som solafskærmning på den sydvendte glasfacade.

Areal: 2800 m²

Bygherre: Albertslund Kommune

Arkitekt og landskab: BBP Arkitekter

Ingeniør: Oluf Jørgensen A/S

Entreprenør: Base Erhverv