Profil

BBP Arkitekter brænder for at skabe holdbar arkitektur både kunstnerisk og teknisk. Vi tilstræber en rumlig og tektonisk klarhed der forløser den funktionelle opgave med fornyet energi og troværdighed.

Gennem bearbejdning af projekterne sker en forenkling, så det væsentlige træder tydeligt frem. På den måde bliver vores huse karakterfulde, rationelle og bygbare.

Når vi tegner projekter tænker vi altid: Hvad kan bygningen give tilbage til omgivelserne? Det gælder både når det er huse i byen og i landskabet.

Vi tror på parløbet mellem erfaring og nysgerrighed og investerer vores faglige integritet i at skabe kvalificeret arkitektur. Vi søger at indskrive bygningen en større fortælling, der giver betydning til både bygningen og stedet. Fortællingen tager udgangspunkt i konteksten og funktionen. Vi analyserer stedets potentiale og føjer nye lag til det eksisterende, hvor det nye udfordrer det gamle så inspirerende nye helheder dannes.

Vi arbejder bevidst med at udvikle bæredygtigheden i projekterne, både DGNB certificering, Svanemærket, genanvendelige materialer mv. Særligt har vi fokus på at reducere bygningernes CO2 aftryk, og har erfaring med projektering af CLT elementer. 

En god dialog med bygherre og brugere er afgørende for en inspirerende proces og et vellykket resultat. Vi lytter før vi tegner - og er omhyggelige med at sætte ord på vores arbejde og inkludere vores kunder i udviklingen af vores fælles projekter.

BBP Arkitekter blev etableret i 1992. De fleste af vores op­gaver er vundet i arkitekt­konkurren­cer og efterfølgende præmieret eller publiceret i fagtidsskrifter.

 
tegnestue_02.png
 

Nykredits Fonds Arkitekturpris 2023

Motivation af Nykredits Bedømmelsesudvalg v/ formand Dan Cornelius

Hverdag – som det der gentages, leves og opleves hver dag.

Vi har lært, at vi skal holde af den. Hverdagen. Så det gør vi som regel som mennesker, men måske for sjældent som arkitekter.

I mange år har den dominerende retning i arkitekturen ikke rigtig interesseret sig for hverdagens arkitektur. Det har ikke fået samme kærlighed og opmærksomhed. Det er som om, at vi i mange år har

haft svært ved at sætte pris på det som ikke er spektakulært. Det som bare indgår i større sammenhænge. Det som er underspillet og hvor bygværket eller arkitekten, ikke ønsker at komme i centrum, men tager hensyn til andre.

Hvor arkitekturen ikke tager frihed og rum fra andre, men alene har ambition om at danne baggrund for det gode liv i dagligdagen og give plads til det. Måske er tiden nu til arkitekter og bygværker der lytter - uden anmassende tale.

I år har udvalget valgt at sætte pris på arkitektur der hylder hverdagen. Arkitekter som forsøger at manøvrere og finde løsninger i den byggede hverdag - om det så er til foreningsliv eller børnepasning,

nyfortolkning af vores byggeskikke eller formidling af øjeblikket. Løsningerne blandt prismodtagerne finder et naturligt stille afsæt i en grøn omstilling, hvor retorikken og debatten ellers ofte er støjende, hård og kategorisk.

At skabe hverdagsarkitektur kræver generøsitet og indlevelse. Man SKAL holde af hverdagen. Vise indsigt i den sociale og kulturelle kontekst for at kunne forstå, hvordan vores fysiske rammer påvirker vores dagligdag.

Når det er bedst skabes arkitektur, der øger livskvaliteten for den enkelte bruger. Arkitektur der bidrager positivt til at skabe en mangfoldig ramme om det sociale liv både i bygninger og byrum.

Vi har tidligere haft en stærk tradition for at fokusere netop på hverdagens arkitektur, og på at skabe arkitektonisk kvalitet for alle og ikke bare i dyre prestigebyggerier. At sørge for et højt kvalitetsniveau i hverdagens byggerier med en robust arkitektur uden fokus på arkitekten som individ, men hvor det supernormale bare er ekstraordinært godt.

Kunsten består i at tænke langtidsholdbar kvalitet og generøse rammer for mennesker ind i byggerier med et meget lille budget og i organisationer med mange stemmer. Det er ofte byggerier hvor det færdige værk står som et resultat af en demokratisk proces. Hvor kvaliteten afhænger af arkitekternes interesse for alle menneskers drømme.

Det generøse handler om, at ’få meget ud af lidt’. At skabe bygninger der er indlevede og omsorgsfulde for både brugere, beboere og byen. Det er når det er bedst en demokratisk bygningskultur, der udspringer af dialog og respekt.

Årets modtager af hovedprisen, BBP, gør netop det. Igennem tegnestuens 30-årige virke har de fastholdt en nysgerrighed, oprigtighed, indlevelse og relevans der gør, at vi står med en tegnestue med en enorm produktion af det gode robuste kvalitetsbyggeri bag sig.

I de 30 år har tegnestuen bidt sig fast med et solidt og generøst aftryk i den arkitektur, vi alle møder i hverdagen. Fra vi afleverer børn i daginstitution eller skole. Ved fritidsmotionen i den lokale idrætsforening. Til indlevede boliger for unge, boliger for ældre og familier. Til overnattende hotelgæster. Når vi holder sommerferie ved de danske strande.

Det handler ikke om hovedværker, selvom de bestemt er der. Det handler om et solidt virke, hvor der lyttes til brugere og omgivelser med fokus på klarhed i ide og detalje og en robusthed i udførelse.

BBP fastholder blikket på samtiden og manøvrerer gennem udfordringerne om det så er personalenormeringer i institutioner eller sænkning af byggeriets klimabelastning. Altid indlevet uden at være ophøjet, finder de løsningerne i den byggede oplevelse af vores hverdag.

Med de ord tildeles Nykredits Arkitekturpris 2023 tegnestuen BBP ved arkitekterne Eva Jarl Hansen, Lise Sehested og Ebbe Wæhrens.

 

Priser og publikationer

  • 2007 Foreningen til hovedstadens Forskønnelse, Nyboder Multihal

  • 2007 Arkitektur DK 3, Nyboder Skole og Multihal

  • 2007 a+t Civilities 1, Spanien, Korsgadehallen

  • 2006 Københavns Kommune, Nyboder Multihal

  • 2006 Arkitektur DK 3, DSB Servicecentre Køge

  • 2006 Arkitektur DK 8, Korsgadehallen

  • 2006 LOA Idrætshaller for fremtiden, diverse projekter

  • 2005 Brunel Award, DSB servicecenter Køge

  • 2005 Udstilling, MOMA New York, Livreddertårn

  • 2005 AiTim 233, Spanien, Livreddertårn og foreningshus

  • 2004 Ishøj Kommunes Arkitekturpris, DSB servicecenter, Køge

  • 2004 Arkitektur DK 5, Fremtidens Foreningshus

  • 2003 Bog med udvalgte projekter, The Great Egyptian Museum

  • 2002 Århus Kommunes Arkitekturpris, Århus Idrætspark

  • 2002 Arkitektur DK 3, Sorø Akademi, Skjalm Hvide 

  • 2001 Kulturministeriets Tilgængelighedspris, Hillerød Bibliotek

  • 2001 Årets Byggeri, fagbladet Byggeri, Århus Idrætspark

  • 2001 nomineret til Designprisen, Livredderstation

  • 2001 Arkitektur DK 7, Århus Idrætspark

  • 2000 Arkitektur DK 3, Frederik IX Hallen

  • 2000 Leonardo 2, Tyskland, U-Bahnhof Messestadt West

  • 1999 Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Frederik IX hallen

  • 1998 Københavns Kommune, Verahus boliger

  • 1998, Bog, Prestel Verlag, Messe München